Når et egetræ falder i stormen eller bliver udvalgt, af skovfogeden til hugst, så giver det plads til, at nye træer kan vokse op og optage CO2. Egetræet, som bruges til trækonstruktioner i huse og til møbler, kan holde i mange hundrede år. I alle disse år bliver CO2 oplagret i taget eller i spisebordet og den CO2 vil ikke blive frigivet, før træet i huset eller møblet brænder.
Det interessante er, at vi kan gro dette fantastiske byggemateriale i skoven, helt CO2 neutralt, hvilket er vigtigt, når vi snakker klima og bæredygtighed. Ender træet alligevel som et restprodukt, er det stadig et naturmateriale, der kan forgå i naturen og aldrig vil forurene eller efterlade sig et giftigt affalds produkt. Det vil tværtimod være et nyttigt restprodukt.
I gamle dage var den danske flåde, en af verdens bedste. Kongens krav til det egetræ, som skulle bruges til flådebyggeri, var at egetræet skulle være 150-200 år, før det var egnet til formålet. Strukturen og fibrene er stærkere på ældre træer. Massefylden kommer også til udtryk, hvor ældre egetræer er betydeligt tungere end yngre egetræer.
I år 1800 havde vi ingen egetræer tilbage i de danske skove. Der var kun 2 % skov tilbage. Da englænderne stjal den danske flåde, startede kongen et stort beplantningsprojekt af egetræer i hele Danmark. Træ som kunne bruges til flåden af efterkommere. Da man startede med at bygge flåden af stål i midten af 1800 tallet, har disse egetræer fået lov at stå.
I 2022 har vi 15% skov og skovene er tiltagende. Hvilket er positivt. Så længe der ikke drives rovdrift på skovene og vi husker, at plante ny skov, så har vi et helt fantastisk CO2 neutralt byggemateriale i disse egetræer.
Træ fra naturnær skov er verdens mest bæredygtige materiale at bygge med, sammenlignet med jern, beton og plastik.
Derfor er det vigtigt for os selv og fremtidige generationer, at vi hele tiden får plantet ny skov. At vi passer på skovene og ikke driver rovdrift på dem.